-
Angreb på Israel får New Zealand til at terrorstemple Hamas
ソース: BDK Borsnyt / 29 2 2024 02:17:50 America/Chicago
New Zealand stempler for første gang hele den palæstinensiske Hamas-bevægelse som en terrororganisation. Det oplyser New Zealands regering i en udtalelse. For længst har både USA og EU placeret Hamas på deres lister over terrororganisationer. For to år siden gjorde Australien det samme. New Zelanad havde i forvejen stemplet Hamas' militære gren, Ezzedine al-Qassam-brigaderne, som en terrororganisation. Men den politiske del af organisationen blev ikke anset af New Zealand for at være et terroristisk foretagende. Ændringen sker som følge af Hamas' angreb på Israel 7. oktober. - Hele organisationen bærer skylden for disse frygtelige terrorangreb, lyder det fra regeringen i udtalelsen. Med terrorstemplet bliver alle værdier, der tilhører Hamas-medlemmer, indefrosset, hvis de opbevares i New Zealand. Desuden bliver det forbudt for borgere i New Zealand at give Hamas "materiel støtte". New Zealands premierminister, Christopher Luxon, understreger, at terrorstemplingen ikke får konsekvenser for palæstinensere, som ikke er en del af Hamas-bevægelsen. - Hamas' terrorangreb i oktober 2023 var brutale, og vi har utvetydigt fordømt dem. - Betegnelsen hindrer ikke New Zealand i at yde humanitær støtte og fremtidig udviklingsbistand til gavn for civile i Gaza, siger premierministeren i udtalelsen. Hamas' militære gren blev stemplet som en terrororganisation af New Zealand i 2010. Men landet har altså tøvet med at erklære hele Hamas en terrororganisation. Hamas vandt det seneste palæstinensiske parlamentsvalg, som blev afholdt i 2006. Efterfølgende skete der en opdeling af de palæstinensiske områder, hvor Hamas fik magten i Gaza, mens Fatah fik magten på Vestbredden. Hamas angreb Israel 7. oktober sidste år, hvor 1200 personer - primært civile - blev dræbt, og 240 blev taget som gidsler. Omkring 100 holdes fortsat fanget. Efter angrebet iværksatte Israel en militær offensiv mod Hamas i Gaza. Krigen i Gaza har ifølge de Hamas-kontrollerede myndigheder kostet flere end 30.000 mennesker livet. /ritzau/AFP https://www.berlingske.dk/internationalt/angreb-paa-israel-faar-new-zealand-til-at-terrorstemple-hamas